Vilhelm Hammershøi (født 15. maj 1864 København, død 13. februar 1916sammesteds) var en dansk maler, søn af Frederikke (f. Rentzmann) og grossererChristian Hammershøi, storebror til maleren Svend Hammershøi. Hammershøis afdæmpede stil fandt ikke enstemmig anerkendelse i begyndelsen. Hans stil dannede ikke skole, men fik nogle dedikerede følgere i broderen Svend Hammershøi, svogeren Peter Ilsted og vennen Carl Holsøe.^[4][5][6][7] Men i kraft af en generel interesse for at udvide kanon med mindre velbeskrevne kunstnerne og ikke-centraleuropæiske lande, som slog igennem i løbet af 1980'erne, indgår Hammershøi i de fleste skildringer af den danske og internationale, vestlige kunst fra tiden omkring 1900.

Igennem hele sit liv var han en flittig rejsende til mange destinationer i Europa. Han malede især portrætter, bygninger, landskaber og interiører. Det er især på baggrund af interiørerne, at Hammershøi generelt karakteriseres som "de stille stuers maler".^[8]

I juni 1890 blev han forlovet med Peter Ilsteds søster Ida Ilsted, og de giftede sig året efter d. 15. september 1891. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder - ofte portrætteret bagfra, så man ser nakken lyse op i det ellers dæmpede lys. Stuerne i parrets boliger, særligt i lejligheden i Strandgade30, dannede ofte ramme om Hammerhøis maleri. I et interview fra 1907 udtalte han: "Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var."

De mange malerier af 'de stille stuer' tog en ende omkring 1910, da ejeren af Strandgade 30 (vognmand Hans Ernst Mortensen (1855-1935)) sagde lejerne op og renoverede huset 'med stor pietet'.